Selvom dine kunder ikke er synshandicappede, gør du klogt i at tænke på denne målgruppe, når du arbejder med din visuelle kommunikation. Gør du det, bliver din visuelle kommunikation mere sammenhængende, mere enkel og mere brugervenlig. Her får du seks gode råd, der kan hjælpe dig på vej.
Et mantra blandt handicappede er begrebet ’tilgængelighed’. Begrebet dækker over mange ting, men kort fortalt er der fx tale om manglende tilgængelighed, når en person i kørestol ikke kan komme i teatret, fordi der ikke er bygget en elevator. Eller når en døv ikke forstår, hvad de siger på tv, fordi programmet ikke er tegnsprogstolket.
For mennesker med synshandicap er et af de helt store issues ’tilgængelig information’.
Nu er det måske nærliggende at tænke, at tilgængelig information ikke er relevant, når din målgruppe ikke er blinde eller svagsynede. Sådan er det ikke. Hvad der tilgængelighedsmæssig kommer synshandicappede til gode, hjælper nemlig alle med bedre at kunne finde rundt på fx en hjemmeside eller overskue informationerne i en brochure.
Bare tænk på, hvor ofte du for eksempel selv har skullet knibe øjnene sammen for at kunne læse det med småt på en hjemmeside. Eller hvor tit det har været umuligt at læse en tekst, fordi kontrasten til tekstens baggrund ikke er stor nok.

For at hjælpe dig med at optimere din visuelle kommunikation har jeg lavet 6 gode råd. De er tyvstjålet fra den designvejledning, jeg netop har lavet til Dansk Blindesamfund.
Farver og kontraster er uadskillelige, når vi taler om tilgængelighed. Valg af farver og antallet af dem er en smagssag, men det er vigtigt at huske, at brug af mange forskellige farver på én gang ofte efterlader et rodet indtryk. Det gælder både i layout og i tekst.
Det kan være fristende at variere teksten ved hjælp af farver, men det fungerer sjældent godt. Brug derfor kun 1-2 forskellige farver i dine tekster – og husk, at lange tekstpassager altid læses bedst, når de er skrevet med sort tekst på hvid baggrund.
Når du vælger farver, skal du sikre, at der er stor kontrast mellem for- og baggrund. Lyseblå på mørkeblå og hvid på gul er eksempler på dårlige kombinationer, fordi farverne ligner hinanden for meget og derfor ’smelter’ sammen. Drop også kombinationer som rød/grøn og blå/grøn, da de skaber problemer for farveblinde læsere (cirka 8 % af danske mænd og 0,5 % af danske kvinder er farveblinde!).
En anden dårlig idé er mønstrede baggrunde. Disse virker forstyrrende. Vil du have en farvet baggrund, så sørg for, at dine tekstpassager er skrevet på en enkel og ensfarvet baggrund, da dette øger læsbarheden.
Du kan lade dig inspirere af denne kontrastfarveskala:




Tip: Det kan være svært at finde ud af, om kontrasterne er stærke nok, da det ofte er marginaler, der gør forskellen. Et trick er at printe materialet ud i sort/hvid. Herefter kan du tydeligt se, om der er farver, der ’smelter’ sammen.
Skrifttyper findes i to hovedgrupper, nemlig serifskrifter og sans serifskrifter. Serif henviser til bogstavernes små fødder, hvorfor sans serif derfor betyder ’uden fødder’. Indenfor de to hovedgrupper findes der utallige skrifttyper.
Der er mange diskussioner om, hvilke skrifttyper der er mest læsbare. Vælger du en sans serif type, er du godt på vej, da denne anbefales af Dansk Blindesamfund. Dette er fx klassikere som Arial, Verdana eller Helvetica.
Lad være med at vælge en skrifttype, der er for ’krøllet’, og pas på med at bruge mange forskellige skrifttyper på én gang. Hold dig til 1-3 forskellige, så dit layout fremstår roligt – og sørg for, at der er system i den måde, du bruger de forskellige skrifttyper på, fx altid én slags til overskrift og en anden til brødtekst.
Hvis du gerne vil have, at dine materialer skal læses, så lad være med at barbere din tekststørrelse med til et minimum. Alt under 10 pkt. kan være svært at læse, og 12 pkt. er optimalt.
Brug af fotos hænger sammen med farver og kontraster. Lad være med at ’blande’ dine fotos med fx tekst. Forsøg i stedet at skrive teksten på en rolig baggrund separat fra fotoet, fx som jeg har gjort på mainplot.com:
Når du skal navngive dine fotos, så husk at udfylde feltet ’alternativ billedtekst’. Det er det felt, der fortæller fx talesynteser, hvad der egentlig er på fotoet – og det er også dette felt, der kan ’redde’ dig, hvis du absolut skal skrive en tekst eller lignende på selve fotoet.
Når du laver links på en hjemmeside, skal linkteksten kunne forstås uden for sin kontekst. Linkteksten skal beskrive den side, du sender brugeren videre til. I stedet for at markere links ved: ’Klik her’ eller ’Læs mere her’ er det mere virkningsfuldt og tilgængeligt at lave tekstens emneord om til et link, som fx:
Mainplot har netop udformet Dansk Blindesamfunds visuelle designvejledning.
Når du vælger layout, kan du selv gøre meget for at imødekomme, at dine tekster er overskuelige og læservenlige. I praksis betyder dette fx, at din linjelængde ikke er for lang, at du ikke bruger lige marginer og
at du ikke centrerer din tekst,
så den pludselig står
sådan her på din hjemmeside eller
i din pjece.
På det seneste har jeg observeret en tendens til at skrive Overskrifter Sådan Her, altså med store bogstaver i hvert ord samt fremhæve mange ord med fed eller med gul overstregningstusch. Det er selvfølgelig en smagssag, hvordan man vil formidle sine tekster. Personligt synes jeg, de tre nævnte ting efterlader et billigt og amerikansk indtryk, og fakta er, at de forstyrrer læsningen.
Desværre er der mange, der tror, at tilgængelighed er kedeligt, dyrt, tidskrævende og teknisk besværligt. Det er det ikke. Fidusen er at tænke tilgængelighed med fra start, når du skal producere nye materialer – eller forny de eksisterende.
Faktisk vil jeg påstå, at du ikke har råd til at lade være med at være tilgængelig.
Tilgængelighed er lig med den ypperste brugervenlighed. Forestil dig, hvor mange kunder, du kan miste, fordi de ikke kan overskue og finde budskabet i dine materialer.
Selvom du ikke har fået tænkt tilgængeligheden med fra start, er der stadig meget, du kan gøre.
Sæt dig ned og kig på dine materialer. Læs de 6 råd igen – og prøv så at se, hvor du kan trimme og rydde op i din nuværende kommunikation?
Vil du videre mere om tilgængelighed, så kan du lade dig inspirere af den designguide, som jeg netop har udviklet til Dansk Blindesamfund.
De bedste hilsner
