In your face
Jeg er faldet over dette foto. Faktisk er det fra en hel fotoserie, som du kan se på denne hjemmeside. Jeg er ret vild med dette foto, fordi det trykker på noget helt essentielt, når det handler om at kommunikere om handicap og ikke mindst om mennesker med handicap.
Den gang jeg arbejdede for Dansk Blindesamfund, havde vi ofte en diskussion i kommunikation/marketingsafdelingen: hvilke “cases” putter vi i medierne? Altså hvilke personer har vi fotos af i foreningens egne trykte magasiner og pjecer, og hvilke kommer fx i Go’ morgen Danmarks studie til en kop morgenkaffe og en snak.
Dilemmaet stod mellem, om vi skulle fravælge gode og veltalende cases, fordi de simpelthen så for “mærkelige” ud, eller om dette var ligegyldigt. Nogle i afdelingen mente, at de skulle fravælges, fordi læseren/seeren automatisk ville have fokus på, hvorfor personen nu så sådan ud i stedet for på de kloge ord, personen sagde.
Og ja, det kan måske være rigtigt, men jeg er ikke enig. Jeg mener, at dét, der er allervigtigst, hvis mennesker med handicap skal anerkendes som absolut ligestillede med resten af samfundet, er, at du og jeg og alle andre hele tiden konfronteres med fotos af dem – præcis som de ser ud.
De grimme, mærkelige og anderledes skal ikke sminkes væk. Nej, de skal frem. De skal i studiet hos fx Go’ morgen Danmark, så vi kan lære dem at kende. Så vi kan se og høre, at de faktisk er præcis som os, men at de har nogle begrænsninger, fx i form af fysik.
Som Deza Nguembock, artdirector bag fotoserien, skrev, da jeg spurgte, om jeg måtte bringe dette foto:
“With this concept I wish to share my vision and hopefully to help our societies, including disabled people themselves, to develop a new approach … and this will be possible when we’ll be familiarized with positive images of people with disabilities.”
Hvad tænker du?
PS: Mød fotomodellerne på facebook og se en video fra optagelserne.
_ _ _ _ _ _ _ _
Some time ago I found this photo. It’s actually just one out of a series of photos from this website. I really like this photo because it shows something very essential when it comes to communicating about disability and not least about people with disabilities.
When I worked for The Danish Association of the Blind, we often had long discussions in the communications /marketing department about which “cases” we should show in the media? How should the blind people in our printed magazines and pamphlets look? And who could we put on television programs?
Our dilemma was whether we should deselect cases looking a bit “strange” (even though they were well spoken) or if we shouldn’t care about their look. Some in the department meant it would remove the viewer’s attention on the topic if the case looked too strange.
And yes, this might be true, but I don’t agree. I think that if the challenge is people with disabilities should be seen as absolutely equal with the rest of society, then it’s extremely important that you and I and everyone else all the time are confronted with photos of them – exactly as they look.
We shouldn’t remove and hide what – seen through our “normality glasses” – are ugly, strange and bizarre. No, we should put it up front, so we can see and hear that people with disabilities are just like us, but with some limitations and challenges, e.g. physical limitations.
As Deza Nguembock, the art director behind the photos, wrote when I asked if I could bring this photo:
“With this concept I wish to share my vision and hopefully to help our societies, including disabled people themselves, to develop a new approach … and this will be possible when we’ll be familiarized with positive images of people with disabilities.”
What do you think?
PS: Meet the fotomodels on facebook and watch a video from the shootings.
Undgå møder i blinde
Dansk Blindesamfund i Nordsjælland har et problem. De er kede af, at deres hverdagsmøder med os seende ofte bliver lidt klodsede, fordi vi seende ikke helt ved, hvad vi egentlig skal stille op med dem (og med mennesker med handicap generelt).
Altså; hvis der fx står en blind ved et fodgængerfelt uden biblyd, hvad skal man så gøre? Skal man tage personen i armen og hive vedkommende med over vejen? Eller skal man lade som ingenting, fordi blinde helst vil vise, de er ressourcestærke og klare sig selv? Hvor meget og hvor lidt skal man hjælpe?
Jeg tror, vi alle kender det. Selv kan jeg også være i tvivl – for tænk, hvis personen ikke vil hjælpes? Så er det nemmere at lade være med at spørge. Og med blinde er det ekstra nemt, fordi de jo ikke kan se, at jeg har set dem stå der og blafre i trafikken (men tro mig, de kan sagtens høre, hvis du står ved siden af dem i et fodgængerfelt – også selvom du er helt, helt stille).
Og ja, jeg ved selvfølgelig godt, at grunden til, vi seende ikke liiiige får hjulpet til, ikke skyldes, vi er onde. Det ved Dansk Blindesamfund i Nordsjælland også, så derfor har de lavet en sød kampagne, hvor de via de seendes medie, nemlig via tegninger, fortæller, hvordan hverdagsmøder mellem dem og os kan blive bedre. Som en hjælp til seende, der egentlig gerne vil hjælpe, men bare er usikre på hvordan.
Medlemmerne i Dansk Blindesamfund Nordsjælland vil nemlig rigtig gerne møde os!
Kampagnen har jeg hjulpet dem med at udforme. Og jeg har fået hjælp af tegneren Cav Bøgelund til at lave tegningerne.
PS: Er du blogger og vil hjælpe en god sag? Så er du velkommen til at downloade én eller flere illustrationer her og måske fortælle om dit eget møde med blinde og stærkt svagsynede i det offentlige rum :-)
_ _ _ _ _ _ _ _
I’ve just finished a campaign for the Danish Association of the Blind. The campaign consists of eight cartoons with advices about how-to-meet-a-blind-or-weakly-sighted-person-in-the-public.
Hvad ingen ser, har ingen ondt af …
Jeg elsker Norges Blindeforbund. Hvorfor? Fordi de er så hammergode til det der med kommunikation – og fordi de tør!
De holder ikke tilbage med pengene, men poster dem i stedet i spøjse reklamefilm, som bureauerne bag gang på gang vinder priser på.
Egentlig synes jeg ikke, at de “poster” deres penge, men at de investerer dem. Jeg er sikker på, at god kommunikation kan ses på bundlinjen – og at Norges Blindeforbund får pengene tilbage på den ene eller anden måde.
Det norske samfund får også noget ud af det. Hvad koster det, fx at bare ét menneske med et synshandicap kommer i job og kan forsøge sig selv, i stedet for at personen er på en eller anden form for forsørgelse af det offentlige?
Se flere film her:
_ _ _ _ _ _ _ _
I love the Norwegian Association of the Blind. Why? Because they are so f****** good to communication – and because they dare to do it!
Instead of holding back the money, they dare to invest them in funny and crazy commercials – commercials so different that the agencies behind often wins prizes for making them.
And I have picked the word “invest” by purpose. I am sure the Norwegian Association of the Blind get their money back in one way or another. That it is an investment they can see with a plus on their annual budget. It pays off to be visible.
Moreover the Norwegian society also gets something out of it. Imagine the earnings for the society if just one visually disabled person will get a fixed job and be able to support him- or herself because of these commercials?
More movies? Click here:
Send mere viagra, tak!
Jeg har været i biffen og se “Love and other drugs”, og hold da op, det er en film, der vil mange ting. På én gang. Her er en fortælling om Viagra, om en Peter Pan/Don Juan der bliver monogam og om et kærlighedsforhold på tværs af sygdom/handicap. Og alt dette pakket ind i formen ‘komedie’ (måske en romantisk komedie?).
Faktisk synes jeg ikke, filmen er god. Den vil for mange ting på én gang – og så insisterer den på at være sjov undervejs. På den platte måde.
Det havde været langt bedre, hvis filmen bare holdt sig til én historie, fx historien om udviklingen af Viagra og den blå pilles første leveår. Den film har vi ikke set før.
Det kunne også være en historie om, hvordan man indleder og udvikler et forhold til et menneske, der er ramt af sygdom eller handicap. Den slags film har vi set før, men jeg synes stadig, der er for få af dem, når jeg tænker på, at film netop er med til at forme vores opfattelse af verden.
PS: Hvis du vil vide mere om, hvordan mennesker med handicap fremstilles på film og i medierne, vil jeg anbefale Sara Glerups blog. Du kan også starte med denne artikel, der blev til, da jeg i en periode var redaktør på magasinet “Blindesagen”.
_ _ _ _ _ _ _ _
I’ve just seen the movie “Love and 0ther drugs” at the cinema and I must say it is a movie which wants to tell many stories at the same time. There is a story about Viagra, a story about Peter Pan/Don Juan turning monogamous and a story about a love affair against all odds (all odds = illness/disability). And all these stories are presented as a ‘comedy’ (perhaps a romantic comedy?).
Actually I do not like the movie. At all. The problem is that the movie have to many stories – and that it insists on being funny. In the bad joke way.
It would be far better if the movie just stick to one story, for instance the story about the development of Viagra and the blue pill’s first year of life. This would have been a movie, we had not seen before.
It could also be the story about building a love relationship, where one part is suffering from illness or disability. This kind of movie we’ve seen before, but I still think there are too few of them. Especially when I think of that movies are shaping our perception of the world.
